^ Linux – Friheden til systemadministration: Version 2.8.20060113 – 2021-01-07 ^| | [[admin:tcp-ip-dns|forrige]] | Kapitel 6. TCP/IP og DNS | [[admin:netsammenkobling|næste]] | ---- ==== 6.2. Netklasser ==== For at kunne opdele IP-adresserne i portioner som kan delegeres til firmaer/institutioner, er et system defineret til at inddele IP-adresserne i net, også kaldet netklasser. Der eksisterer 3 typer af netklasser: A, B og C. Hver klasse har et specifikt adresseområde. Derudover afgør netklassen, hvor mange af felterne som er variable; følgende skema giver en oversigt over de omtalte netklasser: **Tabel 6-2. Netklasser** ^ Netklasse: ^^ A ^^ B ^^ C ^| | Adresseområde: | 0.*.*.* - 126.*.*.* | 128.*.*.* - 191.*.*.* | 192.*.*.* - 223.*.*.* | | Fast/Variabel: | Fast.*.*.* | Fast.fast.*.* | Fast.fast.fast.* | | Mulige klasser: | 127 | 16.383 | 2.097.151 | | Mulige IP-adresser: | 16.777.214 | 65.534 | 254 | * (stjerne) angiver at værdien kan være mellem 0 og 255 (begge inklusiv). Som det kan ses i "adresseområde"-feltet, er det udelukkende det første felt i IP-adressen som afgør hvilken netklasse en IP-adresse tilhører. Feltet "Fast/Variabel" viser hvilken del af IP-adressen man selv kan bestemme når man får delegeret et net af den pågældende klasse. Den faste del kaldes også for netværksnummeret mens den variable del kaldes værtsnummer eller host-id. "Mulige klasser" fortæller hvor mange klasser af de forskellige typer som kan eksistere med de gældende standarder. Feltet "Mulige IP-adresser" illustrerer hvor mange IP-adresser hver klasse kan indeholde. Hvis man sammenligner vores test-IP-adresse: 195.249.116.158 med ovenstående skema, fremgår følgende: Det første felt i IP-adressen, "195" fortæller at IP-adressen tilhører et C-klasse-net, da tallet "195" ligger i området 192-223. For C-klasse-net gælder det at de første 3 felter er faste. Det er således kun det sidste felt man selv kan råde over. Samtidig kan det ses at der i alt kan eksistere 2.097.151 C-klasse-net. Hvert C-klasse-net kan indeholde 254 IP-adresser. === 6.2.1. Subnet-maske === Når et IP-net bliver delegeret til et firma/en institution, får firmaet tildelt et netværksnummer og skal derfra selv tildele værtsnumre til de enkelte computere. Eftersom computerne sidder i et lokalnetværk og derfor er fysisk koblet sammen, skal de formentlig primært udveksle data indbyrdes. For at muliggøre dette kræves det at en specifik subnet-maske sættes samtidig med den individuelle IP-adresse. Subnet-masker består ligesom IP-adresser af 32 bit, til et C-klasse-net hedder subnet-masken i decimal 255.255.255.0. De første 3 felter af en C-klasse IP-adresse er som bekendt faste. I subnet-masken vises det ved at feltet har den maksimale værdi 255. Mens det sidste felt, som er variabelt, har værdien 0, hvilket betyder at dette felt i IP-adressen kan antage en hvilken som helst værdi mellem 0 og 255 og stadig være inden for det givne IP-net. Med en C-klasse-net subnet-maske skal de 3 første felter i en IP-adresse altså være ens før 2 IP-adresser stammer fra samme IP-net. **Tabel 6-3. Test af IP-net** ^ IP-adresse: ^^ Samme IP-net som 195.249.116.158? ^| | 212.112.128.10 | Nej | | 195.125.13.2 | Nej | | 195.249.116.15 | Ja! | Ovenstående skema viser med nogle eksempler hvordan man ser om C-klasse IP-adressen 195.249.116.158 er i samme IP-net som en anden adresse. Kriteriet er at de 3 første felter skal være ens, da vi har at gøre med en C-klasse subnet-maske (255.255.255.0). Det første felt i den første adresse (212) er ikke lig 195, og derfor er de 2 adresser ikke i samme net. Ved den næste adresse matcher det første felt, men det andet felt (125), er ikke lig det andet felt i test-adressen (249). Den sidste adresse er på samme IP-net fordi de 3 første felter matcher. ---- | [[admin:tcp-ip-dns|forrige]] | [[admin:index|hjem]] | [[admin:netsammenkobling|næste]] | | TCP/IP og DNS | [[admin:tcp-ip-dns|op]] | Sammenkobling af flere netværk |