Linux – Friheden til at programmere: Version 2.5.20050330 – 2020-12-31
forrige Kapitel 3. Imperativ programmering næste

3.3. Funktioner og procedurer

Hvis man forsøger at skrive hele sit program ud i et, bliver det

meget let uoverskueligt. Og hvis der oven i købet er nogle ting man
skal gøre flere steder i samme program – eller måske endda i flere
forskellige programmer – er det også lidt spild af tid at skrive dem
igen og igen. Et middel til at undgå disse problemer er
underroutiner. Underroutiner er programstumper der udfører en eller
anden opgave og kan bruges (kaldes) fra flere forskellige steder i
programmet. Når man kalder en underroutine, giver man den typisk
nogle data (argumenter) som den skal bruge til at løse sin opgave,
med i kaldet. Underroutiner findes i to varianter, funktioner og
procedurer. Funktioner fungerer ganske som man lærer det i
matematik. De regner et resultat ud ud fra de argumenter man giver
dem. Procedurer fungerer lidt anderledes idet de ikke direkte giver
et resultat. I stedet for kan de ændre på værdien af deres
argumenter.

Principielt er der ingen forskel på funktioner og procedurer, men

hvis man for eksempel med det samme skal regne videre på noget en
underroutine finder ud af, er det praktisk at det er en funktion, så
man bare kan sætte kaldet af den ind der hvor man skal bruge
resultatet. Hvis det var en procedurer, ville man først være nødt til
at kalde den med en variabel som et af argumenterne og dernæst sætte
variablen ind på det sted hvor man skal bruge resultatet.
Tilsvarende findes der også eksempler hvor det er mest
hensigtsmæssigt at bruge en procedure frem for en funktion.

forrige hjem næste
Tildelinger og typer op Betingede strukturer