Programmeringssproget C blev designet til at skrive det oprindelige

Unix-styresystem i. Det er designet efter at en C-oversætter ikke må
bruge særlig mange ressourcer. Den oprindelige C-oversætter gennemgik
for eksempel kildeteksten tre gange og lagrede mellemresultater i
andre filer for at undgå at bruge for meget hukommelse.

På grund af C's oprindelige formål er det i dag god latin – i det mindste

blandt Unix-tilhængere – at styresystemer skal skrives i C.

Skal et program køre hurtigt, så er C et godt valg.

C har dog en syntaks der dels er svær at forstå for begyndere og dels
kræver stor opmærksomhed hvis man vil undgå fejl i sine programmer.
Det er for eksempel både op til brugeren at allokere hukommelse til
datastrukturer og at sørge for at programmet kun skriver inden for
den allokerede hukommelse. Dette er en egenskab ved C der i tidens
løb har ledt til mange problematiske programmeringsfejl og
sikkerhedshuller. Det er samtidig også en af grundene til at det kan
tage lang tid at finde fejl i C-programmer. C har også en meget
primitiv repræsentation af strenge. I det hele taget har C et lavt
abstraktionsniveau og en alvorlig mangel på beskyttelse mod
utilsigtede oversættelser mellem de forskellige datatyper.

Der findes i dag en ISO-standard for programmeringssproget C

(ISO/IEC 9899:1999), men det er desværre ikke almindeligt at
C-oversættere udsættes for en formel afprøvning af om de lever
op til standarden.  GCC har (vistnok) siden version 3.0 levet op
til ISO-standarden.

---