Din maskine har ofte en del netværksservices åbne på forskellige “porte”, når du har adgang til internettet. En port er ikke en fysisk port, men en logisk indgang til din maskine via netværksenheden (modem eller netværkskort). Disse “åbne porte” benyttes til at udføre netværkskommunikation, hvis maskinen tilbyder netværksservices som f.eks. ftp. Men de kan også misbruges, så uautoriserede personer kan komme ind på din computer via nettet. Dette kan ske, hvis der er fejl i netværksprogrammer (services, firewall og styresystem), eller hvis du lader dem stå helt åbne uden nogen form for adgangskontrol. Det kan også ske selvom du har adgangkontrol, hvis folk har mulighed for at opsnappe dit brugernavn og password via nettet. Ofte kan man direkte samle brugernavne og passwords op på nettet ved at bruge et “sniffer” program, som lytter til trafikken på et givent sted.
Dette er bare en forsmag på de emner, vi vil komme nærmere ind på i de kommende kapitler. Se også[http://securityfocus.com/infocus/1539|http://securityfocus.com/infocus/1539]om samme emne.
Nogen har anklaget Linux for at være et meget usikkert system, idet alle kan læse kildeteksten. Når man kan læse kildeteksten til f.eks. netværksprogrammer og se, hvordan de fungerer, er det nemt finde eventuelle fejl. Disse kan bruges til at lave angreb på Linux-maskiner. Dette er delvis sandt! Men alligevel ikke. Vi ser på hvorfor.
For at knække sikkerheden på et UNIX-system, skal man enten kende en fejl eller lede efter fejl i systemet herunder systemopsætning og netværksprogrammer. For en kommerciel leverandør er en fejl ofte et prestigetab, og derfor er det måske ikke alle fejl, som bliver offentligt kendt. Hvis ingen kendte de fejl, der er i de lukkede systemer, ville alt være godt. Men ofte bliver fejl i lukkede systemer opdaget og kendt. Det kan skyldes at nogen udefra opdager fejlen ved et tilfælde, eller måske leder de bevidst efter fejl - eller at nogen indefra lækker information eller taler over sig. Så ender fejlen måske på en hjemmeside eller som en artikel i en avis. Så har du problemet: Hvis den, der vil bryde ind, kender fejlen, og du som systemadministrator ikke kender og tager højde for den, kan han komme ind på dit system.
Det er nok nærmest umuligt at gardere sig imod at en sikkerhedsbrist bliver offentligt kendt.
Ud over kendte sikkerhedshuller kan den, der vil bryde ind, selv lede efter fejl. I et lukket system er det langt sværere at lede efter fejl end i åbent system som Linux, fordi man ikke har kildeteksten. Men en måde at finde sikkerhedsfejl på, er at prøve kendte sikkerhedshuller af på nye maskinopsætninger - men med ændringer svarende til nye ideer. Nogle gange sker det så, at der er bid. Et system er ikke sikret imod indbrud, bare fordi kildeteksten er lukket.
Erfaring viser, at nogle af de helt store firmaer er meget ringe til at oplyse om sikkerhedsfejl - de skal helst negligeres eller skjules. Sikkerhedsbristerne bliver ofte hurtigt annonceret på internettet, mens firmaerne tit bruger lang tid på at lukke sikkerhedshullet ordentligt. I al den tid fra annoncering til rettelse er maskinerne åbne for mulige sikkerhedsangreb.
I Open Source-verdenen vender man alle disse problemstillinger på hovedet. For det første findes al relevant kode på internettet til offentlig beskuelse. Så nok er der mennesker, som kan læse og bryde sikkerheden for andre, men Open Source-verdenen er indrettet, så der er en meget stor prestige i at finde og specielt lappe sikkerhedshuller. Derfor vil folk, der finder fejl, oftest fortælle offentligt om de fundne fejl fremfor at gemme informationen. Det kan selvfølgelig også være, at man i stedet vælger at udnytte informationen til at bryde ind på andres systemer. Så kan det være, at det er et af de første “ofre”, som rapporterer fejlen. Man vil så fokusere på hvilken service, der gav sikkerhedshullet, som man så lukker (eller giver speciel opmærksomhed gennem overvågning, hvis man ikke kan lukke servicen f.eks. webserveren for en internet-butik). I Open Source-verdenen indleder man så en klapjagt for at få fjernet problemet og udgive nye versioner af de berørte programmer. Det bliver en slags “trofæ” at komme først med den korrekte rettelse. Normalt er man nede på dage og ofte timer, fra en sikkerhedsfejl er rapporteret, til den er fundet og rettet, hvilket er markant mindre end på nogen af de andre lukkede systemer.
Alt dette lyder meget rosenrødt, men hvis din Linux-maskine har en kendt sikkerhedsbrist, og maskinen er på et usikkert netværk såsom internettet, så er der er en pris at betale. Du skal opdatere din maskine, når der er fundet sikkerhedsbrister, og den tilsvarende sikkerhedsrettelse er offentliggjort. Ellers har du reelt set nul sikkerhed! Alle kan jo se hvad, der er galt i din kode - det har jo været diskuteret på internettet, så man har kunnet lave rettelsen. På[http://ftp2.de.freebsd.org/pub/misc/www.rootshell.com/|rootshell på freebsd.org]er der en lang række henvisninger til artikler og software. Det er ofte beskrivelse af problemets omfang og karakter og anvisninger på udnyttelse og reparation.
Det typiske forløb for en systemadministrator i forbindelse med opdagelsen af et sikkerhedsbrist vil være:
Der er flere forskellige typer angreb, der kan ramme din maskine. Der er forskellige metoder, en angriber kan benytte sig af, og som man kan gøre noget for at beskytte sig imod. Der er også forskel på, hvilken type adgang en angriber får til dit system, og hvor alvorlige konsekvenser et vellykket angreb har for dig.
Lad os først se på, hvordan en angriber kan bære sig ad med at få adgang til dit system.
Vi har nu set på forskellige metoder, en angriber kan bruge til at få adgang til dit system. Men hvad kan han bruge det til? Lad os dele angrebene op efter resultatet - hvad opnår vedkommende, og hvor farligt er det for dig.
Skriveadgang kan opnås, hvis angriberen opnår login på systemet. Han kan modificere de data, som det anvendte brugernavn har adgang til. Hvis han er inde som root, har han fuld adgang til at ødelægge eller modificere dit system. Root-adgang kan opnås ved opsnappe eller knække root passwordet eller ved at udnytte et sikkerhedshul i en netværksservice f.eks. Sendmail. En angriber kan også opnå skriveadgang til dit system ved IP spoofing - hvis man kan ændre indholdet af pakker, der bliver sendt over nettet, uden at modtageren opdager det, så har man effektivt forfalskede data. Det kunne også være kommandoer til systemet. Har en angriber først haft skriveadgang til dit system, skal du være meget forsigtig. Du ved ikke hvilke data, der er ændret - måske er de programmer, du kontrollerer dit system med, selv modificeret, og du kan ikke regne med dem længere. Du ved måske ikke med sikkerhed, hvornår han første gang har været inde, og dine backups kan være inficeret et stykke tid tilbage. Vi kommer tilbage til, hvad du skal gøre for at opdage et indbrud iKapitel 5. Har en angriber lokket dig til at installere en trojansk hest, er det også en slags skriveadgang - dit system er modificeret. Den eneste sikre kur er geninstallation af hele systemet.
Når der findes en fejl i et program kan der ofte laves et lille program der demonstrerer effekten af fejlen. Disse programmer kaldes ofte for proof-of-concept kode. Crackeren kan bruge samme metode til at lave et exploit program, d.v.s. et program, som udnytter fejlen, sårbarheden.
Disse exploit programmer kan fungere via netværk eller afvikles lokalt. Ideen med lokale programmer er typisk at få flere rettigheder på systemet (privilege escalation). Derfor skal programmer som Apache webserveren afvikles med så få privilegier som muligt. Så skal der være to sårbarheder for at få magt over maskinen, - en for at få adgang til maskinen, og en lokal sårbarhed, som kan give root privilegier.
Ude-af-drift angreb (eng. Denial of Service - DoS) har til formål at få din maskine til at holde op med gøre det, den er sat til. Crackeren prøver at forhindre maskinen i at yde den service den skal ved at overbelaste nettet eller maskinens netsoftware. Ofte medfører den slags overbelastning at systemerne crasher. Dette er knap så alvorligt som et reelt indbrud på systemet, men kan alligevel godt koste meget tid og mange penge. Eksempler på DoS angreb er Pentium F00F-fejlen , ping of death og teardrop , som får maskinen til at låse. Disse fejl er rettet i nyere Linux-systemer.
Man kan ikke lokalt i en virksomhed beskytte sig mod almindelig, lovlig, men massivt overbelastende og unyttig traffik til en bestemt server og man ser derfor virksomheder, som opsætter alternative web-sites med nye IP-numre/navne som kan overtage arbejdet mens der køres DoS mod virksomhederne. Andet er der ikke at gøre.
Ved SYN flooding og Ping flooding udsættes maskinen for en voldsom belastning fra en eller flere angribere med at svare på netværksforespørglser, og det er ikke muligt at bruge andre netværksservices på grund af overbelastning.
Ved smurfing er det netværket, der overbelastes. Disse problemer kan der dæmmes op for ved fornuftig router-opsætning. Der er også angreb, hvor der uploades meget store mængder data til en anonym ftp konto, hvor formålet er at få diske til at løbe fulde. Disse problemer kan der dæmmes op for med disk-kvoter og/eller smart partitionering (eller at upload af filer disables).
Fra den mere muntre ende kan vi lige vise lidt om DoS angreb fra User Friendly strippen den 7/8 99[http://www.userfriendly.org/cartoons/archives/99aug/19990807.html|http://www.userfriendly.org/cartoons/archives/99aug/19990807.html].
Figur 1-1. User Friendly
{linuxbog:sikkerhed:uf000914.png}