User Tools

Site Tools


linuxbog:admin:netklasser
Linux – Friheden til systemadministration: Version 2.8.20060113 – 2021-01-07
forrige Kapitel 6. TCP/IP og DNS næste

6.2. Netklasser

For at kunne opdele IP-adresserne i portioner som kan delegeres til firmaer/institutioner, er et system defineret til at inddele IP-adresserne i net, også kaldet netklasser. Der eksisterer 3 typer af netklasser: A, B og C. Hver klasse har et specifikt adresseområde. Derudover afgør netklassen, hvor mange af felterne som er variable; følgende skema giver en oversigt over de omtalte netklasser:

Tabel 6-2. Netklasser

Netklasse: A B C
Adresseområde: 0.*.*.* - 126.*.*.* 128.*.*.* - 191.*.*.* 192.*.*.* - 223.*.*.*
Fast/Variabel: Fast.*.*.* Fast.fast.*.* Fast.fast.fast.*
Mulige klasser: 127 16.383 2.097.151
Mulige IP-adresser: 16.777.214 65.534 254

* (stjerne) angiver at værdien kan være mellem 0 og 255 (begge inklusiv).

Som det kan ses i “adresseområde”-feltet, er det udelukkende det første felt i IP-adressen som afgør hvilken netklasse en IP-adresse tilhører. Feltet “Fast/Variabel” viser hvilken del af IP-adressen man selv kan bestemme når man får delegeret et net af den pågældende klasse. Den faste del kaldes også for netværksnummeret mens den variable del kaldes værtsnummer eller host-id. “Mulige klasser” fortæller hvor mange klasser af de forskellige typer som kan eksistere med de gældende standarder. Feltet “Mulige IP-adresser” illustrerer hvor mange IP-adresser hver klasse kan indeholde.

Hvis man sammenligner vores test-IP-adresse: 195.249.116.158 med ovenstående skema, fremgår følgende: Det første felt i IP-adressen, “195” fortæller at IP-adressen tilhører et C-klasse-net, da tallet “195” ligger i området 192-223. For C-klasse-net gælder det at de første 3 felter er faste. Det er således kun det sidste felt man selv kan råde over. Samtidig kan det ses at der i alt kan eksistere 2.097.151 C-klasse-net. Hvert C-klasse-net kan indeholde 254 IP-adresser.

6.2.1. Subnet-maske

Når et IP-net bliver delegeret til et firma/en institution, får firmaet tildelt et netværksnummer og skal derfra selv tildele værtsnumre til de enkelte computere. Eftersom computerne sidder i et lokalnetværk og derfor er fysisk koblet sammen, skal de formentlig primært udveksle data indbyrdes. For at muliggøre dette kræves det at en specifik subnet-maske sættes samtidig med den individuelle IP-adresse.

Subnet-masker består ligesom IP-adresser af 32 bit, til et C-klasse-net hedder subnet-masken i decimal 255.255.255.0. De første 3 felter af en C-klasse IP-adresse er som bekendt faste. I subnet-masken vises det ved at feltet har den maksimale værdi 255. Mens det sidste felt, som er variabelt, har værdien 0, hvilket betyder at dette felt i IP-adressen kan antage en hvilken som helst værdi mellem 0 og 255 og stadig være inden for det givne IP-net. Med en C-klasse-net subnet-maske skal de 3 første felter i en IP-adresse altså være ens før 2 IP-adresser stammer fra samme IP-net.

Tabel 6-3. Test af IP-net

IP-adresse: Samme IP-net som 195.249.116.158?
212.112.128.10 Nej
195.125.13.2 Nej
195.249.116.15 Ja!

Ovenstående skema viser med nogle eksempler hvordan man ser om C-klasse IP-adressen 195.249.116.158 er i samme IP-net som en anden adresse. Kriteriet er at de 3 første felter skal være ens, da vi har at gøre med en C-klasse subnet-maske (255.255.255.0).

Det første felt i den første adresse (212) er ikke lig 195, og derfor er de 2 adresser ikke i samme net. Ved den næste adresse matcher det første felt, men det andet felt (125), er ikke lig det andet felt i test-adressen (249). Den sidste adresse er på samme IP-net fordi de 3 første felter matcher.


forrige hjem næste
TCP/IP og DNS op Sammenkobling af flere netværk
linuxbog/admin/netklasser.txt · Last modified: by 127.0.0.1

Except where otherwise noted, content on this wiki is licensed under the following license: CC Attribution-Share Alike 4.0 International
CC Attribution-Share Alike 4.0 International Donate Powered by PHP Valid HTML5 Valid CSS Driven by DokuWiki

Brug af AI : Al tekst kán være uddrag af AI genereret tekst og kan være fejlbehæftet.
AI kan lave fejl og det kan mennesker også, men al tekst er gennemgået af et menneske for fejl, og personlig bias kan være tilføjet.